Om kolonien
Foreningen Opad har eksisteret i over 100 år og har til formål,
at arrangere koloniophold for børn med særlige behov fra Odense
kommune. Med de sidste mange års fokus på overvægt og fedme har
foreningen i år valgt at hjælpe overvægtige børn.
Formålet med opholdet på Fanø er, at præsentere børnene for en
sund og aktiv livsstil samt lære dem hvad de selv kan gøre for at
leve sundt efter endt ophold.
Under opholdet vil børnene således gennemgå en bred vifte af
fysisk aktivitet, såsom friluftsliv, boldspil og lege, som alle
sigter på at børnene skal have det sjovt, og de skal have det godt
med deres krop. Desuden skal børnene have sund og ernæringsrigtig
mad. Disse er alle redskaber til at komme af med de overflødige
kilo.
Til at varetage denne opgave er der ansat seks ledere, alle
med minimum en bachelorgrad i Idræt og Sundhed, og til at lave den
sunde og ernæringsrigtige mad, er der ansat en Økonoma.